Jane Wieben, Cimbrervej 14, 9520 Skørping

Telefon: +45 4060 2733 Mail: jane@wieben-kunst.dk

    Jane Wieben

    Jeg har arbejdet som billedkunstner i godt 14 år og udstillet de sidste 10 år, i Danmark så vel som i udlandet. Derudover arbejder jeg som billedkunstlærer på en kulturskole, samt laver kunstprojekter med børn og unge. Meget ofte gennem BMMK.
    Se mere om BMMK her:
    http://bmmk.dk/kunstnerliste/jane-wieben.aspx

     

    Når jeg arbejder med børn og unge er det fantastisk, når jeg mærker at børn og unge bevæges af kunsten, når de oplever nye sider af sig selv, af hinanden, af deres omverden og får nye perspektiver på deres virkelighed.

    Hoved fokus i mine kunstprojekter er, at børnene og de unge oplever at mestre både de kreative og de innovative processer. Samt at de mestre selve håndværket der skal til for, at de kreative ideer kan føres ud i livet. Børnene og de unge skal arbejde i nærmeste udviklingszone. Dette kan kun opnås når der er stor kvalitet i undervisning både med hensyn til planlægning, materialevalg, proces, produkt og ikke mindst en præsentation af børnenes/de unges værker. Jeg laver kunstprojekter tilpasset jeres ønsker og aldersgruppe. Projekter inden for skulpturer, maleri, udsmykning og meget andet. Kontakt mig og vi finder ud af hvordan lige præcis jeres projekt skal være.

    Jeg har erfaring i undervisning dels fra mange års job som børnehaveklasseleder, som pædagog på specialskole, fra undervisning i billedkunst og selvfølgelig fra mine efterhånden mange kunstprojekter.

     

    At lave min egen kunst udspringer for en stor del af samme inspiration som jeg bruger når jeg laver kunstprojekter.

    Jeg kan vågne om natten med en god ide til et maleri! Det er gode timer hvor jeg ligger og tænker på hvad jeg vil med maleriet. Hvorfor skal det laves, hvad vil jeg gerne fortælle med maleriet, farver, teknik, udtryk..........sådan går der let nogle timer. Det er ikke alle tanker der bliver til et maleri. Men det er en skøn proces at ligge der og tænke smukke tanker!
    Jeg er meget inspireret af den natur der er omkring mig - og af mennesker og sjove oplevelser.
    Naturen omkring mig er altid smuk og jeg bliver glad af den.   

    Jeg elsker at male med spartel, mange mange lag ovenpå hinanden. Ovenpå dette - grundlag om man vil - sniger sig der altid noget mere grafisk ind. Jeg kan lide modsætningen i de to udtryk.
    Rejsen fra det tomme lærred til det færdige maleri er forskellig, men udviklende og altid sjov.



    Jeg er uddannet fra Håndværk og Design Skolen i Aalborg, er uddannet pædagog og har i 2014/15 taget diplom modul uddannelse i "Innovation og Didaktik" samt "Klasseledelse og Fagdidaktik" på UCN Aalborg. Her i 2017 tager jeg et diplommodul i "Formidling af kunst og kultur til børn og unge"


     


    Børn og unge udvikles, og
    oplever nye sider af sig selv og hinanden, når de laver kunst sammen
    Jane Wieben